Camino Portugués

Der er to oplagte startssteder på den portugisiske rute, valget afhænger af dage du har til rådelighed og hvor mange kilometer, du ønsker at gå i snit. Start enten fra den meget smukke by Porto, som har en lufthavn og derfor gør den til et oplagt startssted, eller fly hertil og tag toget fra Porto op til Tui længere mod nord.

Lille detour fra Caminoruten hen til et 60 langt meter vandfald og med ruiner af vandmøller.

Sidstnævnte var den løsning vi valgte, da vi var afsted i påsken i år. Så havde vi nemlig god tid undervejs alle dage, hvilket var vigtigt for mig. Tid til at kunne nyde selve vandredelen og landsskabet vi passerede, livet generelt og tid til at kunne holde lige så mange pauser vi fik lyst til. Jeg har ikke længere et behov for at presse mig selv, til at skulle præstere en masse kilometer pr dag, blot for at nå frem indenfor en given tidsramme der er lidt snæver. Og da vi havde bestilt flybilletter hjem fra Santiago, og kun havde påsken til rådelighed, så havde vi en tidsramme. Det allerbedste er ellers at have mere frihed og længere tid, men nogle gange må det næstbedste række.

Tuí

Tui er den første by i Spanien på denne caminorute. Herfra er der officelt 117 km, jeg målte dog vandredelen til 127 km på mit ur, da de alternative veje nogle gange er lidt længere, men samtidigt er de betydeligt smukkere at gå. Dertil kommer alt det løse rundt i byerne, så det kan godt blive til en del km mere pr dag. I snit endte vi med 21 km pr dag ude på etaperne.

Stålbroen i Porto er altid oplyst om aftenen og helt klart værd at opleve

Porto by er utrolig smuk med sine bakkede gader, gamle huse og den berømte stål-bro. Byen er kendt for sin produktion af portvin, og denne gang besøgte vi et af de gamle portvinshuse. Vi betalte for en guidet rundtur og smagsprøver, hvilket var en god oplevelse at få med. Så lander du i Porto lufthavn, så sæt en ekstra dag af til blot at opleve denne smukke by. Vi nød den første feriedag her, inden vi næste dag tog toget op til byen Valenca, ligeledes en by i Portugal. Togbilletterne var billige og dem købte vi på togstationen placeret super centralt midt i byen.

Efter togturen så vi den gamle del af Valenca by placeret indenfor ringmuren og spiste churros med kanelsukker på. Vi nød at solen skinnede, at foråret allerede var langt fremme med udsprungne træer og blomster, at være afsted igen med rygsækkene på, og at have det simple vandre-liv foran os den næste uges tid henover påsken. Fra Valenca by krydsede vi over floden Minho via den gamle bro, og så var vi i Spanien, lidt syd for den smukke gamle by Tui.

Hjemmefra havde jeg booket et værelse på et privat Albergue /vandrehjem “San Martin”, så vi havde en meget blid start på blot 4 km og derfor god tid til også at se denne by plus få et stempel i kirken før pilgrimsvandringen rigtigt startede næste dag. Vi fik ogå købt mad i et supermarked, så vi havde noget at starte ud med næste dag,

På husmur i Tui på vej ud af byen

De følgende 6 dage fulgte vi blot de afmærkede gule pile på veje, husmure og stenstøtterne langs ruten, sidstnævnte har muslingeskaller og kilometer angivelse på. Ruten er godt afmærket og for det meste er der flere pilgrimme i sigte foran eller bagved dig. Er der pludselig ingen andre pilgrimme, så tag det som et tegn på at du er på afveje, og gå tilbage til den sidste pil du så.

På messingskiltet står complementario – vælg den smukkere alternative vej

Her følger lidt stemningsbilleder fra etaperne undervejs. De to gange på ruten hvor der står stenstøtter med “complementario”, så vælg den vej, for de er kun lidt længere, men går igennem meget smukkere strækninger. Grønne områder, landsby og langs flod, hvor den ordinære rute gå igennem industri eller langs bil-vej. Så tøv ikke med at vælge den alternative vej, for den er lige så godt afmærket med stenstøtter og pile indtil den støder sammen med den ordinære rute igen.

Etaperne som vi gik dem på caminoen og byerne vi overnattede i :

Tui – O Porriño, O Porriño – Redondela, Redondela – Pontevedra, Pontevedra – Caldas de Reis, Caldas de Reis – Padron, Padron – Santiago de Compostela

Ift den Nordlige Camino og Primitivo er den Portugisiske rute let at gå, der er kun enkelte bakker, og ingen bjerge. Der er skønne duftende strækninger gennem pinje- og eucalyptusskove, og vi kom igennem flere små hyggelige landsbyer med gamle stenhuse. Undervejs var der jævnligt mulighed for at køle ned på en cafe og nyde lidt godt mad og drikke, så det gjorde vi. Efter danske forhold er både mad og drikke ganske billigt og den lokalt bryggede øl “1906” smager bare godt, når den er kold på en varm dag, alt i mens mine fødder hvilte sig og rygsækken var taget af.

Vi var næsten aldrig alene på stien, på godt og ondt. Vi traf nogle medpilgrimme som vi hygge snakkede med hver dag når vi mødtes ude på stien eller på vandrehjemmene.

Påskeugen er speciel i et katolsk land. Vi oplevede de meget stemningsfulde processioner i tre af de byer vi overnattede i. Sidst men ikke mindst er det et jubel år (igen i år) besluttet af paven, der har bemyndigelse til den slags. I Santiago gik vi igennem den særlige port i Katedralen Porta Santa, som kun er åben i jubel år. I princippet er alle vores synder nu tilgivet, og det er jo ikke så dårligt 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s