Mols Bjerge

Magien ved vandring – hvad det gør ved mig og sikkert også dig rent kropsligt.

Der er ikke meget der slår den følelse af velvære og ro der indfinder sig efter mange timers vandring. Hvis jeg er afsted med andre taler vi typisk en del i starten, om alt muligt siden sidste gang jeg så vedkommen, om stort og småt så vi bliver opdateret på hinanden hvilket er rart. Efter et stykke tid så falder roen over mig, og så er det faktisk virkelig rart at være afsted sammen med en eller flere, som også ”falder lidt ind i sig selv”, forstået på den måde, at roen fra omgivelserne skridt for skridt forplanter sig i en rent kropsligt. Det at kunne være stille sammen og hvile i stilheden er stort. Det er magien ved vandring, der indfinder sig. 

Pludseligt ser jeg ikke bare træer, marker og hvad der ellers umiddelbart springer i øjnene, jeg ser de pudsige små detaljer, som en snoet gren på et træ, der måske er sammenvokset med en anden gren og nu danner sit eget hul. Det oldgamle Egetræs bark, hvor revnerne i barken i sig selv danner et smukt mønster tæt på. Jeg bliver med andre ord langt mere nærværende, fordi jeg ikke forstyrres af alt muligt.

På denne tur til Nationalpark Mols Bjerge skete det samme. Vi gik rask afsted time efter time, og engang i mellem blev noget på ruten kommenteret eller noget hjemmefra blev lige vendt og drejet, men ellers så følte jeg bare, at jeg sugede energien fra omgivelser ind, og virkelig satte pris på at være tilstede lige her og nu.

Hvor starter Bjergstien

Der er mange starts muligheder, for der er flere P-pladser at starte ud fra. Vi valgte den første officelle P-plads på Agri Bavnehøjvej, beliggende kort efter landsbyen Agri. 

Her er både et overdækket madpakkeområde og toiletter og så starter du med at gå op på Agri Bavnehøj, som er 137 meter og det højeste punkt i Mols Bjerge. Så er den hårdeste del ligesom klaret, mens benene endnu er friske, og det synes vi begge var smart. Det sjove var, at vi ikke fik øje på markeringen efter stenmonumentet oppe på toppen, så vi gik ned igen og fulgte derfra rutens markeringen videre frem, som vi uden besvær fik øje på, og på den måde kom vi til at gå ruten bagvendt ved en fejl. Vi endte derfor vores rundtur oppe på højen igen til allersidst, da vi var ved at være trætte i benene, men så fik vi da set udsigten hele to gange og vi fandt den markering som vi missede til en start, og det var jo rart at få afklaret.

Det er orange markeringer du skal holde øje med, eller navnet på små skilte med pile, hvis du vil gå Bjergstien rundt, for der er flere andre vandreruter i Nationalparken.

En frivillig afstikker fra ruten

Porskær Stenhus er intet mindre end landets støste runddysse, så den måtte vi se. Der var skiltet med at den lå 400 meter nede af en smal sti langs en mark og samme vej tilbage igen, hvorefter Bjergstien følges videre. Runddyssen er opført tilbage i bondestensalderen omkring 3.300 før Kristus.

Man anslår dækstenen på toppen af gravkammeret til at veje cirka 16 ton.

Hvordan pokker de har fået bakset med de kæmpe store sten, stillet dem på højkant og rundt i en cirkel, det er egentligt ret utroligt at tænke på. Det har været vildt hårdt arbejde.

Naturpleje skabt af mennesker og dyr

Jeg har læst, at store dele af området tidligere har været tæt bevokset med nåletræer, som igennem de sidste to årtier er blevet fældet for at skabe lysåbne områder. Der er dog også fine gamle skovpassager jævnligt, enkelte af disse er privatejet skov, hvor du kun må færdes i dagtimerne.

De store åbne vidder holdes mange steder nede af græssende køer, men også heste.

Tinghulens dødishul 

Dødishullerne er skabt tilbage i Istiden af store isblokke der blev trykket ned i jorden og sidenhen smeltede igen, og som nu præger landskabet med de lavninger det smeltede is efterlod. Ved Tinghule går stien stejlt ned i lavningens bund for umiddelbart efter at følge stien lige så stejlt op igen på den modsatte side, her fik vi pulsen op og det gav os en god fornemmelse af dødishullets imponerende størrelse.

Trehøje

I et smukt åbent kuperet område ligger der tre oldtidshøje, du kan ikke tage fejl af dem, de ligger i umiddelbart forlængelse af hinanden. Udsigten fra Trehøje er fantastisk både ind over land og ud over vandet i det fjerne. På det tidspunkt havde vi vandret cirka 10 km fra startstedet og havde derfor samme distance tilbage. Herfra gik ruten mere nordpå (hvis du går ruten mod uret som vi kom til) i retning af Toggerbo, den eneste lille landsby ruten passerer undervejs.

Genvej/afkortning af ruten

Ja det må man godt, og vi var presset lidt på tiden her på denne årstid hvor det tidligt bliver mørkt, så vi besluttede ret hurtigt efter Besøgscenteret at afkorte etapen lidt og benytte den genvej, hvor ruten både går videre op og ned ad igen med få meters afstand. Vi benyttede derfor kortvarigt vores GPS på telefonen, for at være sikre på hvor genvejen var henne. 

19 km på 5 timer blev det til før vi var tilbage ved udgangspunktet Agri Bavnehøjvej efter en flot rundtur rundt i Molsbjerge. 

Vi fandt vores Trangia-sæt frem fra bilens bagegerum og så blev der kogt vand til kaffe, som blev nydt i det begyndende tusmørke.

Området tåler helt sikkert et gensyn, næste gang må det gerne være tidligere på sæsonen, og så må vi prøve at gå med uret og kun bestige det højeste punkt en enkelt gang.

Støvler/sko og andet vandre-grej

Jeg havde valgt mine vandrestøvler til denne etape grundet årstiden med en del regnvejsdage, men det viste sig at være overflødigt. Stien var overvejende tør og der var ingen moser eller andre vådområder vi skulle passere, så vandresko havde været alt rigeligt, men det vidste jeg desværre ikke på forhånd. Jeg var utrolig glad for min beslutning om, at medbringe mine nye letvægts vandrestave i kulfiber. Wauw de er lækre og en god aflastning.

Ret sjovt var det at møde letvægtguruerne Rasmus og Kåre fra Facebook gruppen “Ultra letvægts vandring” på Bjergstien. Jeg kender dem reelt ikke, men synes jeg kunne genkende Kåre fra Fb, da de begge er administratorer af gruppen. Så jeg blev nødt til at spørge, om det var ham og det var det, håber de overlever af være semi kendte på tur. Jeg er bare stor fan af gruppens informationsniveau og vidensbank, så det måtte jeg lige fortælle dem og at den faktisk havde inspireret mig til mine nyerhvervede letsvægt vandrestave i kulfiber.