
Nationalpark Thy er skabt af vinden, havet, sandet og saltet. Her finder du storslående klitheder i international klasse og mere end 200 søer, der er levested for sjældne dyr og planter.
Citatet er hentet fra Naturstyrelsens kort, for det kan faktisk ikke siges mere præcist. Her er anlæggelsen af vandrestierne og de små trampestier i den grad på naturens præmisser, og så er der plads, masser af det, hvilket er super skønt for en nordsjællænder (bemærk ikke Københavner) fordi der hvor jeg bor, er der langt tættere befolket.

Thy er bare unikt, storslået og ødet af at være i Danmark, og det er jeg ret vild med. Og så har jeg endda kun oplevet den nordlige del af nationalparken, den sydlige har jeg endnu til gode.
Ægtefællen skulle op og surfe på bølger i Cold Hawaii, på et lille kajaktræf, derfor benyttede jeg mig af muligheden for kørelejlighed plus hyggeligt selskab om aftenen på Nystrup Camping Klitmøller, stedet der var valgt som base for surfer-folket. I campingspladsens reception fandt jeg et godt vandrekort over området, og så var det ellers bare med at udnytte tiden fra ankomsten fredag eftermiddag til søndag eftermiddag hvor vi skulle vende hjemad, til at få oplevet så meget af Thy jeg kunne nå til fods.
Dag 1, knap 17 km
Langs Vesterhavet
Molen nord for Hanstholm til campingpladsen syd for Klitmøller

Ruten kan med fordel startes inden i selve byen, da starten nord for byen var den mindst spændende del. Jeg fik lift hertil, på campingspladsens surfercamp område er det bare at spørge om lift til Hanstholm. Byen har ikke meget at byde på set udefra, den har et supermarket, lidt spisesteder og en del lagerbygninger, fiskeriet er byen puls og det har også sin charme.
Jeg gik nede på stranden de allerfleste kilometer og nød scenariet med de sorte skyer der hastigt fløj over himmelen. Jeg stødte på enkelte lystfiskere med imponerende fangster, og stille og roligt kom Klitmøller nærmere og nærmere. Til sidst igennem et sommerhus område med blomstrende lyng og så var jeg tilbage ved udgangspunktet. Klar til bad og sent aftensmad.
Dag 2, 15 km
Start og slut ved Nystrup Camping Klitmøller. En kombi af Nystrup Klitplantage og Vangså Klithede.
Jeg fulgte til en start de røde markeringer og derefter tilfældige stier sydover, derefter off road og fik som belønning lidt våde sko af det inden jeg gik nordpå igen, så det blev til en hjemme-komponeret rundtur. Turen op og ned i klinterne var selvvalgt og hårdt for benene.
Solen skinnede og jeg gik og svedte i min langærmet vandrebluse, og tænkte på regntøjet der lå øverst i dagtursrygsækken og min vandre t-shirt som jeg havde efterladt i teltet. Men okay, klart bedre end skybrud, bare overraskende godt vejr. Godt jeg ikke var blevet hjemme skræmt væk af vejrudsigten, som havde lovet heldagsregn og skybrud hen over hele weekenden.
Dag 3, 15 km
Nystrup Klithede hen til Vandet Sø og retur hen til p-plads på hovedvej 181, hvor min mand samlede mig op igen. Fik kombineret tre røde ruter.
Denne vandretur krævede konstant opmærksomhed på vandrekortet, så jeg hele tiden vidste hvor jeg var, da de mange sving og en del små stier i kombination med tæt skov gjorde retningsbestemmelsen svær modsat klitheden dagen før med dens udsyn. Jeg mødte desværre ingen spændende dyr, selv om jeg havde håbet på det. Ved Vandet Sø er der opsat borde og bænke, så her blev frokosten nydt og fødderne luftet.




Nød den luksus der ligger i kun at vandre med dagstursrygsæk på, og så komfort niveauet på denne weekendtur med alt det grej jeg aldrig kunne drømme om at medbringe i rygsækken, men gav mening nu vi var kørende hen til lejrpladsen. Fx. mit Expeed dun liggeunderlag og min behagelige folde ud stol, og min nye smukke trækop, en fødselsdagsgave som blev indviet.
Det blev til tre skønne ture i eget selskab, og hyggeligt selskab om aftenen. Weekenden føltes som en mini-ferie. Soloturene gav mig en masse frihed til selv at bestemme ruterne, længden på dem, improviserer undervejs og jeg nød faktisk også stilheden, for det skærper mine sanser, især for fuglenes lyde og havets brusen, men også på puslen inden i krattet.
Årstiden med blomstrende lyng og havtornbuske der lyser op er bare skøn. Frem for alt er der en masse stier at vælge i mellem, og ægte natur i Thy.