Hardangervidda som fjeldet kaldes på norsk, er intet mindre end Nord-Europas største bjerg plateau. Det er stort nok til en uges vandretur rundt eller mere fra hytte til hytte eller i eget telt. Vi havde dog valgt komfort udgaven med hytte på campingplads i Øvre Eidfjord by, så vi havde kun en enkelt, men helt fantastisk smuk vandredag oppe på højfjeldet.
Vi var så heldige, at solen skinnede fra en skyfri blå himmel, faktisk så meget, at den solcreme SF30 vi havde smurt os ind i før afgang ikke helt var nok. Vi blev godt røde og fortrød, at vi ikke havde pakket solcremen med i dagstursrygsækken. Norge kan være ustabilt vejrmæssigt, så vi var mere forberedt på pludseligt koldt vejr, vind eller skyer, så den lille dagstursrygsæk indeholdt ekstra tøj foruden mad og vand, men det forblev varmt og solrigt hele dagen.
Fra den slyngende flod gik vi opad, ikke stejlt men en konstant stigning
Turen op til plateauet var mildt sagt skræmmende, hårnålesving km efter km på en smal grusvej, så vi krydsede fingre for, at der ikke kom en modkørende bil på vej ned, mens vi kørte opad. Det gjorde der ikke, men til gengæld mødte vi en kommunal lastbil, der var ved at klippe træernes sidegrene af. Heldigvis mødte vi den på et stykke hvor vejen var nogenlunde ok bred, så lidt langsom bakken tilbage med hældning på og så kunne vi langsomt passere hinanden. Puha, jeg havde fået varmen, og drengene på bagsædet fået dagens underholdning på min bekostning 🙂
Vi valgte at starte vandreruten fra den første parkeringsplads Åsdalen, en ud af to mulige p-pladser oppe på plauteauet, og så gå ind mod Vivelid, og det fortrød vi ikke, for lige fra start af var ruten utrolig smuk. Vi startede med at krydse hen over en flod, og så følge de røde markeringer og skiltene ind mod Vivelid. Stien var lille, snoet og ret ujævn, så der skulle kigges efter fødderne. Utallige gange måtte jeg standse op og stå helt stille bare for at suge naturen omkring mig ind. Tage tiden til bare at sanse. Al skønheden i området, lige fra de små diskrete blomster til de store granitblokkes formationer. Sneen der lå spredt rundt i landskabet gav en farvekontrast til de mørke klipper.
I Vivelid er der i højsæsonen en bemandet café, men den var dog lukket. Oplysningen fik vi af nogle nordmænd vi mødte på stien, de fortalte os, at vandresæsonen først rigtig startede ugen efter, og der ville cafeen lukke op. Vi havde medbragt egen mad, drikke og snacks, så vi var heldigvis ikke afhængige af om stedet var åbent eller ej.
Blomstrende kæruld
På vejen dertil måtte vi på et tidspunkt kravle op på nogle store stenblokke og forsigtigt ned igen lidt længere henne, fordi et stykke af den rigtige sti simpelthen lå under vand. Der er faldet større mængder af sne i år end vanligt, og alt det smeltevand skal væk igen, så floderne både de store og små var fyldt med vand og også gået over deres bredde mange steder. Nogle gange kunne vi nøjes med at hoppe fra græstue til græstue, eller gå en altenativ vej, enkelte steder havde nogle endda lagt store træ-planker ud.
Vi sad på store stenblokke og spiste vores medbragte madpakker helt nede ved vandet, floden “larmede” med alt dens kraft. Rundt omkring os var der fjeldtoppe, lysegrønt tørt lav på jorden og højfjelds vegetaration. Livet er sku ret herligt når det tilbringes på denne måde, ude i det fri sammen med familien, og så på Hardangerfjeld. Jeg savner det allerede, ikke fordi der ikke er smukt her hjemme i Danmark, men nogle gange er det bare fantastisk, at kunne nyde udsigten fra en bjergtop og kunne se langt ud i horisonten.
Efter Vivelid gik vi opad over Sätefjell, her blev afmærkningen mere sparsomt og stien smal og snoet. Der var den flotteste udsigt på bjergryggen, som gjorde turen opad det hele værd. På vejen nedad mod Hjølmaberget kom der igen træer. Små lave krogede birketræer, for de anderledes hårde vejr betingelser gør, at birketræerne aldrig helt skyder op og bliver store, men de har tilpasset sig omgivelserne. Det sidste stykke hen mod bilen, er det samme som vejen ind, det gjorde bestemt intet, nu følte vi at vi var tæt på slutpunktet.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er vi ikke en familie som bruger store læder-vandrestøvler, selv om fordelen ved støvler i terrænet lige der, er til at få øje på. Vi foretrækker gode vandresko, hvor fødderne får mere luft og hævede fødder og vabler lettere undgås. Selv om vi til en start prøvede at holde vores strømper tørre, så opgav vi det senere, da vi skulle gå henover en længere passage med sne, og så endnu en sne passage, men i den varme betød det ikke så meget med våde strømper.
Sankt Hans aftensdag, og sneen ligger her endnu. Bemærk det røde T på stenen.
Sko og valg af udstyr er et meget personligt valg. Jeg har gode vandrestøvler, men jeg bruger dem bare næsten aldrig, for jeg elsker mine vandresko og den føling med underlaget de giver mig. Jeg bliver også mindre træt i fødderne efter en hel dag ude, når jeg bruger dem fremfor støvler.
Drengene bruger nogle andre skomærker end mig, for det vigtigeste er ikke selve mærket, det vigtigeste er at lytte til/mærke efter hvordan de sko du selv bruger sidder på lige dine fødder. Fødder er forskellige, så det skal skoene også være. Hvordan er din vrist for eksempel? Nogle har svage ankler og så skal de måske have mere støtte omkring anklen, og andre igen vil gå langt og let, og har stærke optrænede sener. Der er plusser og minusser ved det hele, det tror jeg virkelig er værd at huske på. Især hvis du rådgiver andre, så er det vigtigt at kende dem og deres behov og deres fysik. Selv er jeg begyndt at hælde mod, at udskifte mine elskede vandresko til en endnu lettere trailsko.
Dernede i bunden længst væk er vores base byen Øvre Eidfjord
Sværhedsgrad: Rød markering, dvs svær men slet ikke umulig, varieret terræn alt fra let til stenet og igennem sne, men kortlæsnings færdigheder er nødvendigt. Der er mange træskilte hen til diverse toppe og andre vandreruter, så det er nemt at gå forkert.
Tag kun derop hvis vejrudsigten er god. Tjek på https://www.yr.no
Find vej: Vi kørte fra byen Øvre Eidfjrd til Hjølmo, herfra op mod Hjølmoberget til Åsdalens parkeringsplads. Vandrekort er nødvendigt.
vandring i det fri 