Sjællands Camino

Ballerup til Roskilde via hop fra Høje Taastrup til Ishøj Landsby

Jeg er ret overrasket over hvor få andre vandrer jeg møder på den danske pilgrimsrute, flere gange ikke en eneste. På mange stier trænger det høje græs til at blive trampet lidt mere på, så de røde vejviser stolper ikke forsvinder, så hermed en opfordring til at få trampet på stierne og set lidt mere af Danmark lige nu hvor grænserne sydpå alligevel er lukket. Vi har utrolig meget natur her hjemme, og det er fantastisk at opleve Danmark til fods, fordi det langsomme tempo gør, at der bliver tid til at nyde de detaljer som årstiden byder på, udsigterne, markblomsterne, huse langs ruten og fuglelivet.

img_4169

Sidste år gik jeg fra Helsingør i nord hvor Den danske Pilgrimsrute på Sjælland starter og så derfra via Hillerød til Ballerup. (læs tidligere blogindlæg om de etaper 🙂 ) I år har jeg forsat hvor jeg slap. Jeg bor i Nordsjælland, så det letteste har hidtil været dagsetaper, alt fra korte til de lidt længere. Etapen fra Ballerup til Roskilde er også blevet gået på denne måde. Derfra er det blevet mere udfordrende, fordi der bliver for meget kørsel frem og tilbage til startsted. 

Min yngste dreng, der har gået hele tre Caminoer i Spanien, kunne heldigvis godt lokkes med ud og gå med mor fra Ballerup af, og jeg elsker at have ham med. Vi får talt om ting der interesserer ham, og der er godt med tid og nærvær når vi vandrer. Vi startede ud med at købe pizzasnegle og andet godt i Ballerups gågade, så den gode stemning var skabt fra start af. 

Stykket fra Ballerup til Skovlunde er faktisk kedeligt. Det går mest igennem boligområder, derefter begynder naturen igen, men selv om der er smukt grønt og vi gik igennem skov og senere langs en golfbane, så er du bare midt i Hovedsstadsområdet. Vi kunne konstant hører biltrafik som en summen i baggrunden.

I Risby kom vi til at gå forkert en smule fordi vi bare fortsatte igennem byen, vi måtte derfor gå et lille stykke tilbage ind i byen, hvor der skal drejes fra ned mod skov, men det er ikke afmærket. Naturmæssigt er det næste stykke ind mod Høje Taastrup ikke noget særligt. Derfor var det endnu mere skønt med selskab, for vi gik og snakkede, så det ene skridt bare tog det næste.

Senere kom vi forbi et industriområde og passerede også lige forbi Ikea, ikke det kønneste område med andre ord, og så pludseligt, cirka en halv kilometer efter Ikea krydsede en ræv vores vej her ved højlydt dag. Junior mente ikke, at han have set en ræv i levende live før, hvilket overraskede mig.

Fra Høje Taastrup valgte vi at krydse over på den alternative rute på anbefaling af en veninde, der havde fortalt mig, at stykket videre fra Høje Taastrup blandt andet gik langs Roskildevej ind mod Roskilde, og det lød simpelthen for trist at gå langs den stærkt befærdede vej. Til gengæld havde Jani anbefalet pilgrimsruten videre fra Ishøj ind mod Roskilde, fordi den er smuk. Vi gik derfor videre med start fra Ishøj Landsby, lidt syd for Høje Taastrup, og det var en rigtig god beslutning.

img_4178

Fine mindre stier, blandt andet på ydrekanten af en golfbane og på grusveje. Vi kom forbi et vandværksmuseum (tænk at det findes) og igennem små hyggelige landsbyer ind mod Roskilde. Undervejs fik vi en regnbyge, men kort tid efter så skinnede solen igen.

Jeg er begyndt på altid at have et billigt let regnoverslag liggende fast i min dagstursrygsæk, for jeg har efterhånden oplevet lidt for mange gange hvor omskifteligt det danske vejr kan være uden at have backup regnoverslag med. En anden fast ting i min rygsæk er mit siddeunderlag, lidt snack, lommerletter og plaster.

Jeg er rigtig glad for rådet vi fik og fulgte, om at hoppe over på den smukkere rute ind mod Roskilde, som både er en pilgrimsrute og en del af Fjernvandrevejen E6.

Pilgrimsruten er godt afmærket, alligevel ville jeg godt sikre mig et par gange, at vi ikke gik forkert, her benyttede jeg mig af appen mapy.cz, som jeg er blevet meget glad for. Dels er den gratis at downloaded, men endnu vigtigere er, at den er super nem at bruge lige fra start af.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s