Der er rigtig meget smuk natur langs Mølleåen, et stort plus er også at turen er meget afvekslende at vandre. Undervejs oplever du resterne af et forsvarstårn fra tidlig middelalder, går langs marker, kommer igennem åbne eng-områder, smukke skovstier, passerer flere søer og så selvfølgelig Mølleå, som følges hele vejen. De fleste gange med frit udsyn, andre gange gemt lidt væk i siv eller fordi åen lige slår et sving for sig selv.
En masse vandmøller passeres undervejs og ved Raadvad er der et enkelt kik til Emitageslottet inden du ved Mølleåens udmunding når ud til Øresund, herfra har du frit udsyn til øen Hven, det blå hav og Standvejen.
Selv om dele af stien ligger tæt op ad bebyggelse, så er stien en naturlomme tæt på København. På denne årstid blomster anemonerne og de første ramsløg er skudt op af jorden og gør skovbunden grøn de udvalgte steder. Vi så et enkelt egern og masser af små fugle og fiskehejre. Vi spejdede flittigt efter den blå isfugl, som flere steder langs åen har optimale betingelser med grene nede i vandhøjde, men havde desværre ikke heldet med os. Vi startede ud fra P-pladsen ved Bastrup ruin, lige ved siden af Bastrup Sø og med smuk udsigt ud over den. Fra ruinen er det let at se stien, som er godt afmærket med blå skilte. Åen er i starten ikke meget større end en bæk, og den følges 6 km indtil du når til Farum Sø. Herfra følges søens nordlige side indtil Fiskebæk, hvor Mølleå-stien følges under Hillerødmotorvejen hen til Furesøbadet. Derfra ad smuk skovsti på de høje skrænter på sydsiden af Fure Sø forbi Kollekolle, hvor der er et rigtig godt pausested.Fra Frederiksdals sluse, hvor der normalt er kanoudlejning, følges åen hen til Lyngby Sø. Inde i byen krydses bilvejen nær kirken, og så følges stien langs åen forbi Sorgenfri Slotshave og videre mod Brede indtil den til slut ender ved Strandmøllen. Der er godt skiltet mod Strandmøllen.