Syd Kungsleden er nok mindre kendt end dens nordlige del, og underligt nok er de slet ikke forbundet med hinanden.
De fleste danskere kender nok bedst Sälen som skisportssted, men vi er her for at vandre primært. Vi har lånt en lille hytte cirka 30 km nord fra Sälen i Skardäsen. Vi er tæt på Norges grænse. Her ligger en lille samling gamle hytter, men vigtigere endnu så går Kungsleden lige forbi hytten i bogstavelig forstand. Vi benytter os af det, og starter ud fra vores lånte hjem med dagsrygsække. Turens mål er en bid af Kungsleden og så op på toppen af Näsfjället, på vejen dertil kommer vi til Lilledalsstugan, og her drejer vi fra vandreruten og følger den godt markeret sti op på fjeldet.
Kungsleden er utrolig godt afmærket med store røde kryds skilte, der er sat så tæt, at vi som oftes kunne se det næste allerede ved det nuværende. Vi går på en smal sti med en masse grantræer på begge sider og kæmpe myretuer engang imellem. Vi møder kun et enkelt par fra Schweiz undervejs med fuld oppakning, her er ødet.
Ved Lilledalsstugan møder vi et ungt svensk par, som har overnattet der, med deres to årlige barn. Vi sidder og spiser frokosten der, før vi drejer fra leden mod toppen, igen er der krydsskilte sat regelmæssigt, så det er let at finde vej.
Vi er nu næsten kommet over trægrænsen, så der er kun sporadisk lidt lave birketræer og grantræer, men tilgengæld en masse sten på stien nu og smukt lav og blomstrende lyng på begge sider, og så udsigt over fjeldet.
På toppen af Näsfjället (905 meter) ændret vejret sig hurtigt. Vi mærker hvordan det blæser op, hidtil har det været vindstille og ulideligt varmt, men mørke skyer nærmer sig og som går helt ned mod jorden, det er tordenskyer er vi sikre på. Så et lynhurtigt top foto og en beslutning om, at droppe den planlagte udsigt-pause, for vi skal bare ned hurtigt inden uvejret rammer.
Vi er heldige og mærker kun få dråber og den buldren vi høre er længere væk på et andet fjeld. Vindretningen fører uvejret mere nord end os, vi er kun på udkanten af det. Men en reminder er det om, hvor hurtigt et vejrskifte er her nord på.
Da vi går tilbage langs Kungsleden igen, samme sti som vi kom ind ad, i retning mod vores hytte, er der ret vådt på stien i dalen. Her har regnet ramt, mens vi gik ned fra Näsfjället. Det blev til en 18 km smuk tur i alt.