Vi har hørt, at Sveriges højeste vandfald (93 meter) er et besøg værd. Vandfaldet ligger 20 km vest fra Särna by og 67 km nord fra os, men her oppe er afstandene større end der hjemme, så vi kører afsted og ser næsten kun skov på vejen dertil.
Vi bliver derfor overrasket over det store antal biler på P-pladsen, og at der er både restaurant, picnic borde og et naturhus. Det havde vi ikke lige forventet. Der er en vel afmærket to kilometer rute ind til Njupeskär vandfaldet og en masse folk på den, men der er smukt alligevel både på stien og ved selve faldet bruser vandet ned over klippen.
Der havde været et nyligt stenskred, som havde væltet noget af gelænderet længere inde, så færdsel på stien det sidste stykke ind var på eget ansvar. Men tæt på det ville vi.
Vi synes, at det er alt for lidt at gå, så efter en dejlig svalende afkøling af fødderne i vandet og lidt chokolade indtag beslutter vi, at følge vandreskiltet, der føre én rundt om vandfaldet oppe fra.
Ruten op over vandfaldet er 5,5 km lang, eller kort om man vil, men den er hård at gå. Dels er der den stejle stigning, men der er også mange steder hvor stien er meget stenet og ujævn. Enkelte steder er stenene så store, at det kræver høje trin at forcere dem og det kan mærkes i knæene.
Heldigvis bliver vi belønnet med den smukkeste udsigt over dalen oppe over vandfaldet, og igen er ruten godt afmærket med orange malingspletter på den stenet sti.
Vi er glade, men trætte i benene, da vi når ned til restaurant området, så en kold is bliver nydt før det går hjem ad i bil.