Dagstur fra Hundested til Frederiksværk
Fjordstien rundt, det kommer nok til at tage lang tid før vi kan ”krydse den af”
Den er 275 km lang og vi er først lige begyndt på den, for det er altid rart med nye “projekter”. Den er både beregnet til vandrefolk og til cyklister, nogle gange er det på samme sti, andre gange deler stien sig i to, for så at mødes igen senere.
Fjordstien kan følges næsten hele vejen rundt om Isefjorden såvel som Roskilde Fjord. Nogle etaper ser dog kedelige ud på vores rutekort, da de har lange passager langs vej. Denne vores første etape på 15,5 km fra Hundested til Fr.værk var dog utrolig smuk, især delen langs med kysten og i den lille skov.
Vi parkerede vores bil i Fr.værk og tog så det lille lokaltog til Hundested, så vi kun skulle gå strækningen en vej. Der er gratis parkering ved stationen i begge byen, for vi er ude på landet hvor alt er lidt lettere, så du kan starte og slutte som du selv har lyst til.
I Hundested er der en hyggelig havn, med flere små spisesteder. Vi startede meget roligt ud, med en lang spisepause og selvfølgelig bestilte vi fisk og en kold fadøl, nu vi var i en fiskerby. Byen har også et godt ishus, men det blev nu ikke besøgt denne gang. Godt mætte efter frokosten forlod vi havnen, for at gå i retning mod Lynæs havn, og ved udgangen af byen stødte vi på det første fjordsti skilt.
Ruten er velafmærket og let at gå, den er meget kystnær det meste af tiden, med smuk udsigt til Isefjord. På et tidspunkt går ruten gennem en lille nåleskov, hvilket var en rar afveksling. Kort derefter fører stien dig forbi en stor gammel herregård, derefter følger lidt grusvej, for så at ende op med lidt kedelig asfaltvej på det sidste stykke ind mod Frederiksværk. I havnen er der både en kiosk og toiletter. Derfra er der kun et kort stykke hen til Fr.værk station, hvor vores bil ventede.