En smagsprøve af Camino del Norte

 

Hvis ruten startes i Irun mod Santiago de Compostela (SdC), så er den cirka 820 km lang. Jeg tror dog at rigtig mange pilgrimme starter ud i Bilbao, af den simple grund, at der er en lufthavn lige udenfor byen, så den er nem at komme til. Vi fløj fra København med Brussels Airlines, med et kort flyskift i Belgien. På papiret nemt og bekvemt i praksis dog med en to timers forsinkelse i Belgien og dårlig service ombord.

Bilbao er en meget smuk by, med en interessant gammel bymidte og ikke mindst Guggenheim museumet fra 1997. Bygningen er både indefra, men også udefra spektakulær, så meget at kunsten i bygningen kun er en lille del af oplevelsen.  Vi satte en hel dag af til at opleve Bilbao og overnattede på et hostal (pensionat) tæt på katedralen på Plaza Santiago. Næste morgen gik vi hen til katedralen for at købe nye pilgrimspas, vi måtte dog lige vente på, at kirken åbnede klokken 10, før vi kunne købe dem til 2 euro stykket. Bagefter tog vi et lokal tog ud af byen, lidt nordpå for at undgå, at bruge en halv vandredag på bare at komme ud af Bilbao, og fordi vi havde læst os frem til, at turen ud af byen gik gennem industri og ikke var særlig køn.

Vi overnattede næste dag i byen Castro Urdiales, hvor der var så mange pilgrimme, at der ikke var plads til alle på det lille albergue, så stedet havde købt små telte, der stod klods op af hinanden på en lille hård græsplæne bagved huset. Teltene var lidt klamme og madrasserne ligeså, men det var muligt at sove der, så vi tog imod det. Fordi vi var dobbelt så mange, som stedet egentlig er beregnet til, så var vandet i bruserne koldt, da vi nåede til punktet dagens bad, så luksus var det bestemt ikke. Til gengæld var der et lille køkken med køkkengrej, så det benyttede vi os af, og lavede selv vores aftensmad og startede ud med morgenmad og te, hvilket vi bestemt ikke plejer at gøre om morgen. Så vi var nogle af de sidste der forlod stedet, hvilket passede os godt, for det giver meget mere ro på vejen.

Næste dag var vi mere heldige med vores overnatning, vi blev enige om at stoppe i byen Liendo, og de fleste må have gået lidt videre til den større by Laredo ude ved kysten, for vi var kun 5 mennesker i alt. Vi havde en hel sovesal for os selv, og stedet var utrolig rent og velholdt. Om aftenen gik vi ud og spiste sammen med en mand fra Schweiz, som også havde sovet på samme albergue som os natten før.

Næste morgen skulle vi over et mindre bjerg, og det var eneste gang på ruten, at vi blev i tvivl om retningen, da der var langt mellem de gule pile, måske fordi det var en alternativ rute den helt ude langs kysten. Vi havde primært valgt ruten for at undgå asfaltvej, som var på den oprindelige rute.

 

På vej mens solen står op i baggrunden, livet er godt. Vi har taget vores yngste dreng med herned i 2017, i skolernes efterårsferie. I baggrunden anes udkanten af Castro Urdiales.

Vi benytter os generelt ikke at mobilens nyhedsmedier når vi er afsted, men foretrækker nærværet, så vi var slet ikke klar over, at en kæmpe brand hærgede i Portugal og havde spredt sig videre op til Galicien. Derfor blev vi ret overrasket, da luften blev tåget og den ultra blå himmel vi ellers havde haft hidtil forsvandt. Vi kunne ikke lugte røg, så vi tænkte ikke som det første på brand, men var klar over, at noget var galt, da himmelen fik en mærkelig farve. Vi spurgte en lokal, og fik at vide, at det skyldtes storbranden. Først om aftenen fik vi mulighed for at se nyheder i et tv og kunne se hvor slemt det var. Vi gik langs kysten i Laredo og var helt ude for fare, det var ganske enkelt vindretningen, som var skyld i, at luften helt oppe på nordkysten blev påvirket. I udkanten af byen tog vi en lille færge hen over bugten til Santona på den anden side, nemt og bekvemt.

Vi fandt et hyggeligt pensionat til en rimelig pris, med eget badeværelse, så vores 3. overnatning blev i byen Noja, igen gik vi ud og spise, denne gang det lækreste tapas med skøn rødvin til.

Vi var lidt skuffet over, at vores danske guidebog, mange steder anbefalede at gå langs lande- og hovedvej, for at spare hvad bogen beskrev som nogle km omvej, for vi så det ikke som en omvej. Vi ville bare gå Camino Norte og helst se og opleve den smukke natur undervejs, så vi begyndte at ignorer bogens ruteforslag og bare følge de gule pile, der fulgte en rute ude ved kysten og når det var muligt, så gik vi helt nede på stranden i det fineste sand. Den alternative rute er afmærket og er så meget smukkere end asfaltvejen.

Vi havde læst om det næste albergue  beliggende i udkanten af byen Gümes, at det måske var det bedste sted på hele Caminoen, fordi præsten Ernesto som driver det sammen med en flok frivillige, har en helt speciel tilgang til livet og pilgrimme. Det er et meget hjerte varmt sted, med fælles spisning og historie fortælling. Der gives donation, så det du giver gør det muligt, at brødføde de næste pilgrimme som ankommer. En oplevelse var det at overnatte lige netop der, men desværre fik junior igen nogle insekt bid, hvilket han har oplevet før på en tidligere Camino. Denne gang var vi bedre forberedt, og havde antihistaminer med til ham. Biddene og kløen påvirkede desværre hans humør.

Vi havde kun en uge i alt, så vores mini pilgrimsrejse stoppede denne gang i Santander, efter cirka 100 km vandring og 5 hele vandredage.  Vi boede en enkelt nat i byen på et albergue, som bestemt var et kedeligt valg, intetsigende og slidt. Santander er en stor by med gode hurtige bus-forbindelser tilbage til Bilbao flere gange dagligt, hvilket vi havde tjekket hjemmefra på Rome2rio. App´en er helt enkelt genial i forhold at planlægge rejse logistik. Vi skulle flyve hjem igen via Bilbao, så derfor skulle vi tilbage dertil.

Faktisk var det helt vildt uventet svært, at skulle stoppe allerede efter kun en uge, for den første vandredag følte jeg, at jeg først lige skulle gå mig varm, det vil sige vende mig til rygsækken, mine nye Keen vandresko og til at gå langt igen. Men så var jeg også mentalt tilbage på vejen igen 100 %. Vi nød følelsen af frihed, det at stå op og se nye landskaber brede sig ud for øjet af os. Se de smukke solopgange hen over bjergene, og at have masser at tid og opmærksomhed på at opleve lyset, der ændres hen over døgnet, mødet med de andre pilgrimme, uvisheden i ikke at vide, hvordan det albergue vi nåede frem til var. Roen på vejen, de smukke brede strande med tidevand, at sidde og nyde en frisklavet cortado, mens fødderne fik luft fra skoene, og vi lige fik klaret stempler i passet og toiletbesøg, nu vi var betalende kunder på baren. Alt det nød vi til fulde. Vi havde bare lyst til at fortsætte hele vejen til Santiago, sammen med de andre pilgrimme, som vi havde mødt undervejs og hyggede os med om aftenen på alberguene. Vi var slet ikke forberedt på, hvor svært det var, at skulle tage hjem igen så hurtigt.

Når folk siger de har gået en Camino på en uge eller to, så nej, du har smagt på en Camino, det er som at være på ferie, men din krop er ikke blevet fysisk slidt, som den kun bliver over tid, efter uge efter uge på vejen, og du har ikke lært nye indsigter om dig selv og livet, så selv om vi følte os som pilgrimme, så nej, men vi havde fået en smagsprøve af Camino del Norte.